Har du nogle nye ideer eller opdateringer på beskrivelser af udflugter på egen hånd som du gerne vil dele med os, så send os gerne dit forslag.
Pala U National Park & Vandfald.
Ca. 60 km. fra Hua Hin ligger vandfaldet Pala U, som egentlig består af total 11 forskellige vandfald. Man kan godt køre i bil til Pala U, men fra vejen må du gå det sidste stykke igennem en træbevokset natur sti for at nå helt frem. Regn med at bruge en hel dag, hvis du vil nå at se alle vandfald. Glem ikke tage badetøj, håndklæde, solcreme og behagelige vandresko med.
Abningstider: 08:00 – 17:00
Entre: 200 THB / person (hvis du viser dit thai kørerkort er entreen kun 20 THB, samme pris som thaier betaler).
Petchaburi.
Et besøg i byen Petchaburi er helt sikkert værd at bruge en dag på. Det er også en god mulighed for at prøve de lokale orangefarvede busser uden aircondition, da turen kun tager ca. 45 min. I Petchaburi kan du besøge Rama IV´s sommerpalads (Phra Nakhon Khiri), som i dag også indeholder et museum. Paladset er åbent hver dag, men museet er lukket mandage og tirsdage. Du kan også besøge Khao Luang Cave som ligger ganske tæt på byen, du kan evt. tage en lokal taxi derud, grotten ligger ret dybt, så forvent at du skal ned af en del trapper, men grotten er absolut en besøg værd og har bla. flere Bhuddastatuer stående. Vær også forbredt på, at møde nærgående aber, som holder til ved grotten i stort tal. Det er også hyggeligt at tage en spadsertur i byen og bare kigge på butikker og beundre de smukke teaktræshuse og opleve det lokale thailandske liv. Om eftermiddagen går der flere busser tilbage til Hua Hin.
Prachuap Khirikhan.
Tag toget eller bussen til provinsens hovedstad som ligger omkring 1½ times kørsel syd for Hua Hin. Prachuap Khirikhan kaldes ofte for “Thailands Rio de Janerio” på grund af de smukke sukkertop-lignende bjerge og den lange strandlinie imellem dem. Der er ca. 90 km til Prachuap Khirikhan, men med toget kan det tager tid, da det ofte kører meget langsomt og stopper ved hver eneste lille station.
Sofitel.
Det gamle jernbanehotel, eller Sofitel Hotel som det hedder i dag, er absolut et besøg værd. Gå gerne en tur i parken med de smukke faconklippede træer, tag en kop kaffe eller få “Afternoon Tea” i hotellets gamle reception også kaldet ”The museum”.
Gæster som ikke bor på hotellet, kan tage kontakt til receptionen for tilladelse.
Teaktræspaladset Mareukkha-Thayawan.
Imellem Cha Am og Hua Hin valgte Kong Rama VI at bygge et sommerpalads (Mareukkha-Thayawan) bestående kun af teaktræ. Paladset er imponerende, det blev bygget i 1922 og står 2,5 meter over jorden på 1080 stolper. Selvom paladset er stort, siges det at det blev det bygget på kun 19 dage. Efter Kong Rama VI´s død stod paladset tomt og forfaldte. Ikke før i midten af 80érne blev renoveringen påbegyndt. I dag er det åbent for alle og den smukke bygning er absolut et besøg værd.
Åbningstider: man – fre. kl. 08.00 – 16.00 og lør – søn kl. 08.00 – 17.00.
Entre: ca. 90 THB. pr person.
Thaiboksning.
Der findes 2 thaiboksningarenaer i bymidten, en på Poon Suk Road på samme gade som Hua Hin Tempel, samt en ved Grand Hotel og Weekend Markedet. Til trods for at det er små beløb vinderen får, så er det ofte spændende og intensive kampe, med mange tilskuere og høj stemning. Hver kamp er på max 5 runder. Der bruges arme, ben, knæ og albuer i kampene og ind imellem er der også børnekampe.
Massage.
Besøg et af Hua Hins massageinstitutter for traditionel massage. . Prøv evt thai massage, fod massage, olie massage, orkidée bad eller body scrub, der er mange steder at vælge mellem og forskellige behandlinger som de kan tilbyde. Husk at lægge lidt drikkepenge efter massagen.
Morgentur.
Stå tidligt op en morgen, gerne ved fem – seks tiden og se når Hua Hin vågner. I havnen er der liv når fiskerbådene kommer ind og losser nattens fangst. Uden for husene sidder kvinder på lave borde og giver mad til de munke som passerer. En spadsertur en tidlig morgen viser dig en anden side af Hua Hin og Thailand.
Khao Takiap – Abebjerget.
Det er dejligt at gå langs stranden i Hua Hin. Går du sydpå kommer du til Khao Takiap, det såkaldte “abebjerg”. Oppe på bjerget ligger et tempel (tænk på at have passende påklædning, hvis du besøger dette). Aberne som holder til deroppe venter på at blive fodret med bananer og nødder. Vær forsigtig med dit kamera og andre ting som du ikke ønsker at miste, da aberne kan være meget pilfingrede. De kan også bide, hvis de bliver drillet eller nægtet mad.
Ved foden af bjerget ligger der nogle små restauranter som serverer diverse seafood. Længst nede, ved den del som hedder Takiab, finder du et lille tempel og en 20 meter høj stående buddha.
Hua Hin´s Banegård.
Hua Hin´s banegård, er én af de ældste jernbanestationer i Thailand. Venteværelset er i thailandsk arkitekturstil, og blev bygget for at byde kongen velkommen når han besøgte Hua Hin med toget. Banegården er, for både thailændere og udlændinge, et yndet sted at tage billeder, og på den modsatte side af perronen findes et gammel damplokomotiv på et sidespor.
Eastern Oriental Express.
Et af verdens dyreste og mest omtalte tog “The Eastern Oriental Express” går mellem Singapore og Bangkok. Toget stopper ved flere stationer langs turen, bl.a. i Hua Hin, hvor det holder på perronen i ca 10 minutter. Toget er kendt fordi det er en nøjagtig kopi af toget “The Orient Express” som kørte imellem Paris og Istanbul og som blev verdens berømt i Agatha Christie´s “murder On The Orient Express”. Det er populært at tage en spadsertur op til togstationen for at se det omtalte tog. Er du heldig kan du få et glimt ind spisevognen som er ganske spektakulær.
Kaeng Krachang Nationalpark.
Kaeng Krachang er Thailands største nationalpark, med sine 2920 km2 dækker den næsten halvdelen af Petchaburi provinsen. Selv om parken er en af de mest uberørte områder med stedsegrønne skove i Thailand og næsten ikke kendt af turister, har den et fremragende netværk af stier, som er ideele for trekking. Her lever mindst 40 arter af thailands store pattedyr, såsom tiger, leopard, elefant, gibbon, bjørne og forskellige typer aber. For dem som vil iagttage fugle, byder den 45 km2 store sø Kaeng Krachan Reservoir på gode muligheder, specielt i de perioder hvor trækfugle yngler og finder føde ved søen. Der også mulighed for overnatning i parken i simple bungalows. Det anbefales kraftigt at anskaffe sig en stedkendt lokalguide, hvis man vil på trekking.
Plearn Wan.
Plearn Wan et lille underholdningskompleks med hotel og spisesteder. Stedet er bygget omkring det lidt nostalgisk koncept “de gode gamle dage” med bygningen der afspejler en gamle landsby, mad, desserter og slik som det var før i tiden samt masser af gamle genstande der står rundt omkring, som mange thaier elsker at få taget billeder ved siden af. Stedet er ikke stort og kan opleves på en times tid, men vær forberedt på at stedet er helt fyldt i weekenderne.
Åbningstider: 10:00 – 24:00
Adresse: Petchkasem Road, mellem soi 38 & soi 40.
Entre: Gratis.
Hua Hin Hills Vineyard.
Ikke mange folk ville forvente at finde en vingård i Thailand, men thai vine er ved at blive mere og mere meget populære. Du kan besøge vingården og få en rundtur, samt information omkring vingården, vinsmagning kan også arrangeres. Vingården ligger mod vest ca. 30 mins kørsel, Se placeringen på kortet.
Wat Huay Mongkol.
Bestilt af dronningen af Thailand huser Wat Huay Mongkol den største statue i verden af den legendariske sydlige thailandske munk Luang Phor Thuad. Det parklignende område, tiltrækker et stort antal besøgende, især over ferier og weekender. Se placeringen på kortet